fredag den 4. maj 2012

Glutenfri chokoladekage og steviasødet råcreme



Uhm... eftermiddagskaffen bød på chokoladekage med råcreme... Ikke en af dem vi henter hos bageren, men en jeg har bikset sammen i køkket med børnene.

Jeg faldt over frk. Sveskes blog og måtte lige teste kagen.
Der er et par småændringer i forhold til hendes kage, men det udelukkende af indkøbsmæssige årsager.

Som tilbehør måtte jeg forsøge mig med råcreme fra fri fantasi, selvfølgelig sødet med Stevia Max Sød.

Det blev en lækker sag uden raffineret sukker, uden hvedemel eller andre kilder til gluten og alligevel dejligt tilfredsstillende for den søde tand.

Her får i opskrifterne på chokoladekagen og råcremen:

Chokoladekage:

200 g. mandler
400 g. soltørrede dadler
6 spsk. olie
1/4 tsk. vaniljepulver
2 tsk. kanel
5 spsk. kakao
1 moden banan
1 knsp. salt (eller mindre)
6 æg
saft fra 1 lime

-og en god foodprocessor + 1 springform

Mandler kværnes i foodprocessor til det bliver så lunt at det klumper sammen.
Dadlerne deles i mindre stykker og kværnes sammen med mandlerne til en ensartet masse
Tilsæt olie, kakao, kanel. vaniljepulver, bananen og salt
Tænd for foodprocessoren og lad den køre det hele sammen
Tilsæt 1 æg af gangen og rør videre i foodprocessoren

Smør springformen med et tyndt lag olie og hæld dejen her i.

Bag mit i ovnen ved 160 grader i 45 minutter (de sidste 15 min med stanniol over)
Pres limesaft ud over lidt tid inden kagen serveres.

Råcreme:

200 g. fromage frais
1/4 tsk. vaniljepulver
1 knsp. stevia max sød (eller mindre, smag dig frem)

Pisk det hele godt sammen og server til kagen evt. sammen med friske bær.

Velbekomme.




6 kommentarer:

  1. Jeg ville prøve mig frem idag, fik en pludselig lyst til chokoladekage og fandt en god opskrift. Men jeg har jo stadig ikke (dumme mig) fået lavet et afkog af stevia, så jeg prøvede bare med frisk stevia hakket meget fint. Det gik ikke som forventet. Kagen smager ikke af ret meget, så når den er kølet af, får den noget glasur ;)

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja kagen er jo nok spist for længst nu. Men kom lige til at tænke på at alle mislykkede kager er sat på denne jord for at blive til romkugler! :)
      Kan ikke lige give dig en eksakt opskrift.. men noget af glæden ved at lave romkugler er at få lov til at smage på massen undervejs.
      Pr. 100 g. kage skal du bruge ca:
      2 spsk syltetøj
      1-2 spsk kakao (afhængig af om kagen i forvejen smager af chokolade)
      ½-1 dl. solbærsaft (eller juice eller bare mere syltetøj)
      romessens efter smag

      Pas nu på ikke at spise hele massen inden du får trillet dem til kugler :)

      Slet
  2. Tak for opskriften! Jeg synes kagen blev rigtig god! Havde ingen food processor så måtte blende dadlerne - det tog lang tid da man kun kunne blende 3-4 dadler af gangen (da de klumper sig fast i blenderen). Men det lykkedes og resultatet var MUMS :) Meget sød, så næste gang vil jeg lave den uden råcreme. Bananen bliver ret gennemtrængende i smagen, så måske man kan lave den uden banan?
    Helt klart en kage, man sagtens kan servere til gæsterne :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Prøv med flere dadler (så bliver den dog endnu mere sød) og blot en halv banan i stedet :) Jeg har også hørt lidt om at en kogt kartoffel kan være godt i kage, men det har jeg dog ikke prøvet.

      Slet
  3. Hej Mette, tusinde taak for inspitation <3 Sharing is Caring <3 den står klar til at komme i ovnen og jeg glæder mig vildt meget til at tage den med til min søns første overnatning i børnehaven <3 han er mælke og gluten intolerens og må derfor leve med at de andre får mad han ikke må få. Så dejligt at jeg kan finde inspiration og tage kage med til ham og de andre <3

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Vivian.
      1000 tak for din dejlige kommentar! Jeg håber rigtig meget at din søn kunne lide kagen! Jeg håber du skriver hvordan det gik :)
      Mine børn kan godt tåle gluten og mælk, men har gået i børnehave med glutenallergikere, og jeg har altid nydt at tage kage og konfekt med til deres fødselsdage som jeg vidste de kunne dele ud til alle børnene.
      Det har især været romkugler de har medbragt: de populære daddelkugler smagt til med romessens og trillet i farvet sukker-krymmel (ja sørme om man ikke også skal vende æsken om for at se om der er gluten i! Det er utroligt hvor de kan gemme gluten!)
      At lave noget glutenfrit er jo ikke svært, man skal bare lige opdage mulighederne. og at se glæden hos det ene barn der ikke normalt må få det alle de andre får er bare det hele værd. Sikke strålende øjne..
      -og ingen af børnene rynker på næsen over romkugler eller chokoladekage... Selvom det er glutenfrit :)

      Slet

Jeg vil blive utrolig glad, hvis du skriver en lille kommentar, store som små, korte som lange, tykke som tynde... en kommentar på min blog gør mig i rigtig godt humør også selvom det blot er en lille én... 1000 1000 tak :)